Slaget ved Puebla var en væbnet konfrontation mellem den mexicanske hær, ledet af Ignacio Zaragoza, og den franske hær, som fandt sted den 5. maj 1862 og var en del af den anden franske intervention i Mexico.
Grunden til denne konflikt var den gæld på 80 millioner peso for reformkrigen, som Mexico skyldte England, Spanien og Frankrig for reformkrigen.
Selv om Benito Juárez’ regering nåede frem til en diplomatisk aftale med Spanien og England, ankom der under forhandlingerne et fransk militærkontingent under ledelse af Charles Ferdinand Latrille, greve af Lorencez, som senere ville angribe byen Puebla med 5.000 soldater.
Juárez vidste, at det var umuligt at undgå en konflikt med Frankrig, så han beordrede befæstningen af Puebla for at beskytte Mexico City. Med henblik herpå oprettede han østhæren under general Ignacio Zaragoza.
Zaragozas styrker bestod af ca.2.000 mand, hvoraf mange var indianere og krigere af blandet herkomst uden militær erfaring.
Slaget, der varede lidt over fem timer, resulterede i et vellykket forsvar af den mexicanske hær, som på trods af at være stærkt underlegne og uforberedte formåede at trænge de invaderende franske styrker tilbage, som endte med 500 tabte.
Dette slag anses for at være en af de største sejre for den mexicanske hær, da den besejrede en af de vigtigste hære i verden med underlegne styrker.
RL