Af Ed Yong
Det såkaldte “kriger-gen” er blevet forbundet med mange egenskaber, fra at bære våben til gigt
(Billede: Raul Arboleda/AFP/Getty Images)
Historien om ét gen er et eksempel på de populære misforståelser om, hvordan vores DNA former os. Men den kan også lære nogle afgørende lektioner, siger Ed Yong
Vores fortælling begynder for to årtier siden, da en gruppe hollandske kvinder satte sig for at finde en forklaring på den asociale adfærd, som mændene i deres familie udviste. Ud over at have indlæringsvanskeligheder havde disse mænd og drenge tendens til aggressionsudbrud og havde en række alvorlige lovovertrædelser, herunder brandstiftelse, voldtægtsforsøg og mord. Da kvinderne havde mistanke om, at adfærden kunne være arvelig, henvendte de sig til genetikeren Hans Brunner fra universitetshospitalet i Nijmegen i Nederlandene. Til sidst, i 1993, fandt han frem til den skyldige&kolon; en udgået variant af et gen kaldet monoaminoxidase A, eller MAOA, som er placeret på X-kromosomet.
Uforståeligt nok skabte bekendtgørelsen en sensation. Det var første gang, at et gen var blevet kædet sammen med menneskelig aggression – og MAOA syntes at være ansvarlig for en historie af vold, der strakte sig fem generationer tilbage.
I de følgende år strømmede beviserne ind for at underbygge forbindelsen mellem MAOA og aggression. I 2004 beseglede journalisten Ann Gibbons så forbindelsen ved at give MAOA den overskriftsvenlige betegnelse “krigergen”. Den betegnelse blev hængende og gjorde MAOA mere synlig og gav samtidig næring til misforståelser om, hvordan vores adfærd påvirkes af vores genetiske sammensætning.
Det er en af de vanskeligste opgaver inden for biologien at opklare samspillet mellem gener og adfærd. Offentliggørelsen af hele den menneskelige genetiske kode for et årti siden fjernede alle illusioner om, at …